Untitled

Samtidig skete det også at en kriger eller senere.. en adelsmand havde gjort sig fortjent til en belønning fra Kongen og fik et jordtillæggende for tro tjeneste eller lignende. Et sådan stykke jord kunne godt være anseeligt med tilhørende gårde og huse og evt et herresæde eller gods eller også fik han en formue med til at bygge for. Det var også i Kongens interesse at få en tro undersåt i et område af hans rige hvor han sjældent kom, - til at varetage hans interesser. Derfor var Kongen heller ikke smålig med økonomisk hjælp til at bygge og befæste og pengene fik han jo igen i form af skatter og afgifter.

Det hjalp også med at få styr på lokalbefolkningen der ikke altid var lige forstående overfor den der Konge der ville regere over dem. Falstringene var ikke helt venligt sindede overfor Valdemar men efterhånden som tiden gik og befolkning og levestandarden steg gjorde udviklingen resten og da Valdemar lavede sin jordebog gav han eftertiden en oversigt over hvad Falster bestod af år 1231. Nemlig Falsterlisten......

Sammenligner man kort og lister fra den første registrering i jordebogen med de senere kort og registreringer i 1600 tallet og 1900 tallet vil man opdage at der faktisk ikke er ændret ret meget i byernes placeringer eller på vejnettet.

I mange århundreder var Falster en ret ufremkommelig natur af krat, skov og vådområder og befolkningen et jæger/samler samfund hvor man ernærede sig ved jagt, fiskeri og hvad man kunne samle af spiselige ting i naturen. Stammen opholdt sig i et område så lang tid der var mad nok og boede i hytter eller huler hvor der var muligt at finde læ og beskyttelse mod farer udefra fra dyr eller andre stammer. Der var ikke brug for veje at færdes på da færdsel dengang var på gå-ben.

Efterhånden fandt stammerne sammen hvor der var godt at bo og og der udvikledes efterhånden en form for styring ved leder/høvding for hvor folk blev mere afhængige af hinanden vil der altid vise sig nogen der er gode til at træffe beslutninger som de fleste kunne acceptere og nogle af stamme samfundende blev til faste opholdssteder og findes i dag som stenalder eller jernalder bopladser.

Efterhånden som bopladserne blev større skete der også en udvikling af befolkningens evner til at finde på nye måder at skaffe føde. Der udvikledes måder hvor man selv kunne plante og så afgrøder og der udvikledes måder at forbedre byggeri af huse til at bo i og anlægge marker at opdyrke og befolkningstallet voksede og det blev nødvendigt at rydde mere skov til marker og have veje til og fra marker og handelspladser for man begyndte at dyrke mere end man selv kunne bruge og dette kunne så sælges på markeder.

På den måde er det realistisk at tænke sig at der , som tiden gik, fremkom et netværk at ruter hvor det var fremkommeligt og let at færdes... og starten på en infrastruktur for befolkningen voksede, det samme gjorde bebyggelserne rundt om på Falster.

Hovedindholdet i denne gennemgang af kommunes historiske udvikling, fra omkring år 1231 til 1903, er fordelt på hvert sogn og ejerlav, dvs.: Landsby, hovedgård eller enkeltgård med vægten lagt på den historiske baggrund og de nuværende hovedtræk, så man kan drage en form for sammenligning mellem de første historiske vidnesbyrd om landsbybebyggelse og det nuværende bymiljø.

De Falsterske landsbyer er næsten alle bygget op som 2 rækker gårde på hver side af en eller anden form for plads, oftest med et gadekær. Ud fra gårdene gik så markerne ( toft eller toftagrene ).

Dette har muliggjort en rekonstruktionsmåde, udviklet af Lektor, dr. phil Karl - Erik Fransen, hvor man via Markbøgerne anno 1682 og de ca. 100 år yngre Matrikelkort, kan rekonstruere beliggenheden af gårdene i et givet ejerlav. Metoden kan kun bruges hvor ejerlavene har haft såkaldte "svorne tofter" hvor gårdene har været beliggende på eller i direkte forbindelse med jordstykket.

De fleste landsbyer har været bygget op som såkaldte "vejforte byer" dvs. vejen der gik til eller igennem landsbyen dannede en form for plads, en "gadeplads," der antagelig kunne anvendes som vi i vore dage anvender de små bytorve som vi kender.

Når jeg skriver at gårde og evt. huse stadig er beliggende på deres oprindelige pladser, skal det forstås på den måde at der er sammenhæng mellem matrikelplaceringn på de gamle kort og de nye kort. Det betyder nødvendigvis ikke at selve bygningerne er de oprindelige, blot placeringen af dem er i forhold til den oprindelige placering.

Det har været et kæmpearbejde at rekonstruere samtlige ejerlav/landsbyer og man kan kun beundre folk som cand. mag. Jens Ole Jensen, Viseskoleinspektør Svend Åge Sørensen og Karl - Erik Fransen for deres insats.

Den tidligste registrering man kender er Falsterlisten i Kong Valdemar´s Jordebog fra 1231, hvor næsten alle Falsterske landsbyer er nævnt. Det giver os mulighed for at følge landsbysporet op gennem tiderne og det viser også at landsbyudviklingen er gammel og stabil.

Ligeså kan vejnettet også ses udviklet meget fast og man skal i vid udstrækning helt frem til dette århundrede for at se større vejændringer, hovedsagelig som følge af anlæggelse af jernbane, hovedveje og motorveje til vor tids moderne trafik.

Landsbyernes besiddelsesforhold i middelalderen: Der var mange adelige godsejere der ejede landsbyer og enkeltgårde, udover at også Kronen ejede en del af landsbyerne og gårdene. De gejstlige institutioner ligeså.

I perioden fra 1570 til 1630 mageskiftede Kronen mange godser og landsbyer med adelen og kirken, således at næsten alt jordegods på Falster kom under Kronen.

I 1766 besluttedes imidlertid at bortsælge det meste af Krongodset i hele landet, således også på Falster. Det gav mulighed for visse af tidens mest formuende embedsmænd og andre der havde evnet at skabe store formuer, kunne opkøbe store dele af den Falsterske muld og skabe de store Hovedgårde med underliggende bøndergodser der omfattede flere landsbyer.

Først i løbet af 1800´ tallet blev de Falsterske bønder selvejere.

Udskiftningen, dvs. den store omvæltning hvor dyrkningen af markerne gik fra fællesskabets dyrkning over til den individuelle dyrkning indtraf ca. fra 1780 til 1835. Det betød også en radikal omvæltning for landsbyerne der påbegyndte en udflytning af landsbygårdene. En udflytning der tog betydeligt længere tid og for visse landsbyer aldrig er blevet fuldendt pga. stagnation

KRONGODSSALGET 1766

En fortegnelse over de vigtigste ejendomssalg.

Hans Bergeshagen Hincheldey: Egensegård

Hovedgård med tilhørende bøndergods: Egense, Vålse, Vester Kippinge, Øster Kippinge og Alstrup.

Kanceliråd Ole Jensen Stampe: Skørringe

Hovedgård med tilhørende bøndergods: Nørre Kirkeby, Bødstrup, Lommelev, Bannerup, Ravnstrup, Torkilstrup, Tårup, Sullerup, Dukkerup, Lillebrænde, Barup, Falkerslev, Truelstrup.

Hans Jersling og Peder Thestrup: Vennerslund

Hovedgård med tilhørende bøndergods: Sundby, Brarup, Lundby, Klodskov, Øverup, Kraghave, Stubberup, Guldborg færgegård.

Agent Johan Christopher von Westen: Vestenborg

Hovedgård med tilhørende bøndergods: Bjørup, Nørre Ørslev, Listrup, Eskildstrup, Ovstrup, Sørup, Sørup gård, Stødstrup, Ønslev, Tingsted, Tåderup.

Agent Johan Christopher von Westen : Hvededal

Hovedgård med tilhørende bøndergods: Nørre Grimmelstrup, Nørre Vedby, Egelev, Riserup, Orehoved, Nørre Alslev, Bødstrup.

Ober Visiteur Lars Sørensen Heegaard:

Landsbyerne: Hasselø og Bøtø.

Kammerråd Christian Kehlet: Stangerup gård

Hovedgård med tilhørende bøndergods: Stangerup, Maglebrænde, Gundslev, Sortsø, Skovby, Skerne, Gundslevmagle, Hesnæs.

Kammerherre, Gustav greve af holck :Gedsergård

Hovedgård med tilhørende bøndergods: Stavreby Skelby, Fiskebæk, Gedesby, Marrebæk, Bruserup, Rabjerg, Højet, Væggerløse.

Christian Hincheldey: Orup

Hovedgård med tilhørende bøndergods: Sønder Vedby, Tjæreby, Elkenøre, Sønder Ørslev, Hillestrup, Ulslev, Sønder Alslev, Systofte, Hullebæk, Egebjerg.

Prins Carl af Hessen: Corselitze

Hovedgård med tilhørende bøndergods: Karleby, Tunderup, Horreby, Eget, Horbelev, Bregninge, Særslev, Nørre Tåstrup, Sønder Grimmelstrup, Meelse, Skjoldstrup, Bønnet, Halskov.

Prins Carl af Hessen:Carlsfeldt

Hovedgård med tilhørende bøndergods: Åstrup, Vejringe, Moseby, Næs, Heslegårde, Garnevrå, Ore, Algestrup.

Selvejerbyer:

Sønder Kirkeby, Virket og Ravnsee.

Som det fremgår var der ikke meget der blev frikøbt allerede ved Krongodssalget, 3 byer og nogle enkelte huse blev det til. Det benævnte bøndergods er lig med ejerlav/landsbyer.