Stormfloden 13 november 1872
Ved Stormfloden 12. -14. november 1872 blev store dele af Lolland og Falster oversvømmet, 80 omkom og 50 skibe strandede på Sjællands østkyst.

Det var den største stormflodskatastrofe i Danmark i nyere tid.

En voldsom østenstorm med oprindelse i et lavtryk i Alperne kulminerede den 13. november 1872 med orkanstyrke på 32 m/s eller mere, og pressede med orkanstyrke vandet fra Østersøen mod vest ind mod det sydlige Skåne, Lolland, og Falster, hvor det steg 3 meter over dagligt vande og gennembrød digerne. På få timer oversvømmedes store dele af øerne; Huse, gårde, mennesker og dyr blev skyllet bort.
Af de 80 omkomne var der 28 på Lolland og 52 på Falster; heraf alene 20 i Gedesby. Bureau Veritas opgjorde at 427 sejlskibe (heraf 15 danske) og 23 dampskibe var forulykket under stormen.
På Lolland nåede oversvømmelsen så langt ind i landet, at Rødby Fjord og Nakskov Fjord, der lå otte km fra hinanden, hvor de var nærmest, fik forbindelse med hinanden, og den sydvestlige del af Lolland var en isoleret ø. På det sydlige Falster var det kun en smal landbræmme, der ikke blev oversvømmet.
Over hele Danmark gik man i gang med at samle ind til stormflodsofrene, og også fra udlandet kom der hjælp; Staten derimod holdt sig til at udbedre de ødelagte diger, og 150 soldater fra ingeniørtropperne blev sat ind i arbejdet.

Denne øjenvidneskildring af stormflodens virkninger i Sandager og Handermelle er nedskrevet af Hans Lærke Lærkesen i 1936 og findes i Dansk Folkemindesamling. Hans Lærke Lærkesen blev født den 16. juni 1863 på en gård i Vester Ulslev, nu Dødmosevej 8, og gik i Strandby Skole i november 1872, da stormfloden kom. Han døde i 1954.

Stormflodsmorgenen 13. november var vor tjenestedreng Kristian og jeg på vej til skolen. I vort hjem anede vi endnu intet om den forfærdelige oversvømmelse, der dog allerede stod højt i vore nærmeste nabobyer Handermelle og Sandager og hele Sydvestlolland. Første varsel fik Kristian og jeg, da vi stred os frem ad skolevejen, og vi mødte en husmandskone fra Sandager, som jamrende spurgte os, om min far var hjemme, for stranden stod højt i deres og naboernes huse....
Kristian og jeg kæmpede os videre i den forfærdelige nordøstenstorm, sne og regn piskede os i ansigtet, så vi af og til måtte stride os frem baglæns for at få vejret, indtil vi nåede vejsvinget og gik mod syd. Da vi nåede skolen, så vi, det føg med hvide flager hen over skolelodden. Jeg troede, det var sne, men blev snart klar over, at det var skummende bølger. De nærmede sig skolen mere og mere opad formiddagen, og ved middagstid trængte højvandet ind i skolehaven, og vi fik fri fra skolen. Der var heller kun få børn mødt, da de fleste børn fra begge strandbyerne allerede fra morgenen var afskåret fra at slippe fra hjemmet. Op ad formiddagen havde mange af beboerne måttet ty op på loftet.
Da vi kom hjem fra skolen, var hele gårdspladsen fuld af brølende køer. Det var kvæget fra den oversvømmede herregård Strognæs. Røgteren for rundt og holdt en højrøstet justits mellem de arme forfrosne køer, indtil far og vore karle fik rømmet plads til dem i loer og andre rum, hvor som helst det lod sig gøre, og hvor dyrene blev stuvet sammen uden bindsel, og det kneb for dem at forliges med hinanden, og den højt kommanderende herregårdsrøgter for rundt imellem dem....
Vandet svandt mærkværdig hurtigt ad vandløbene og de to små åer, som munder ud, den ene gennem Handermelle, den anden gennem Sandager. Men hist og her på de oversvømmede enge og marker lå husgeråd spredt omkring. Efter nogle dages forløb kunne børnene fra Strandbyerne atter møde i skolen, og det kan nok være, de hver især havde mangt og meget at berette fra de frygtelige dage.
En af de lavest liggende gårde i Handermelle, Surgården, havde været under vand næsten til tagskægget. Herfra var ved den tid tre skolesøgende søskende, to brødre og en søster. I brødrenes kammer havde den store gammeltølstønde sin plads. Brødrene, som sov i samme seng, vågnede i den tidlige natmørke morgen ved at høre en underlig skyllen i kammeret, og den ældste, Jens Jacob, sagde til den yngste, som lå yderst: ”Spring op, Hans Jørgen, og stik din finger i tappen, svikken er gået af den store tønde!” (en svikke er en spids pind, der lukker for den i en tøndes spunshul anbragte tap) Hans Jørgen sprang op og stod i det kolde vand til knæerne. Gysende hoppede han op i sengen igen.
Hen på formiddagen måtte faderen, Jens Sur, bære sin kone og sine børn, en for en, hen til en nabogård, der var lidt højere beliggende. Det har været et drøjt stykke arbejde i stormen og det brusende hav at vade i vand til over skrævet de cirka 300 m mellem gårdene med tung byrde; og med sin kone på ryggen trådte han da også fejl af broen ud til vejen med den ene fod og havde nær gået i grøften. ”De kunne let være druknet”, sagde Hans Jørgen, da han fortalte det.
Husdyrene havde de først måttet bjerge på forskellig måde. Men vandet var jo bleven ved at stige til over middag, og mange steder var væggene skyllet ned, navnlig under løsholterne, særlig lerklinede vægge, hvoraf der på den tid endnu fandtes mange i stald- og ladehuse. Der druknede da også ikke så få dyr, især svin, som det havde været vanskeligt at bjærge. Det skal have været et ynkeligt syn at se disse søge op mod væggen med forbenene og skrigende holde trynen over vande det længst mulige, indtil skrigene hørte op, og de døde dyr flød på vandet. Derimod gik intet menneskeliv tabt der i sognet.
Af sæden i hæs og lader var de nederste lag ganske ødelagt, og selv de lag, som ikke havde været under vand, var spiret og brændt sammen af fugtighed. Hen på vinteren blev sådan sæd fra vandlidte gårde kørt op for at blive tærsket på vor maskine, om kærnen så kunne males til kreaturfoder. Men de sammenbrændte neg var det vanskeligt at få revet itu, så de kunne gå igennem maskinen, og til sidst blev da også denne sprængt i stykker....


Stormfloden foranledigede iværksættelse at store kystsikringsarbejder. I maj 1873 blev der fremsat, og hurtigt vedtaget lovforslag om opførelse af dige langs hele sydlollands kyst, og langs Falsters østkyst.
På Lolland gik det fra Nakskov i vest, til Errindlev i øst, med en samlet længde på 63 km; dertil kom 27 sluser, 24 km kanaler med brakgrøfter og 10 km dige inde i landet. Arbejdet blev påbegyndt allerede i august 1873, og blev afsluttet i i maj 1878, efter at være blevet sinket af endnu en stormflod i 1874 - da havde 600 arbejdsmænd flyttet 1,73 millioner kubikmeter jord med skovl og trillebør og dermed gennemført danmarkshistoriens længste kystsikringsprojekt.
På det sydlige Falster blev der bygget 17 km dige fra Gedser mod nord, der var færdigbygget allerede i 1875. Begge projekter var starten på store omdiskuterede landvindingsprojekter som de nu tørlagte Rødby Fjord på Lolland og Bøtø Nor på Falster.

I november 1872 blev Lolland og Falster ramt af en stormflod, som på få timer oversvømmede store dele af øerne. Huse, gårde, mennesker og dyr blev skyllet bort. 52 mennesker omkom på Falster, 28 på Lolland. En øjenvidneberetning fra en gård i Marielyst på Falster, den nuværende pensionisthøjskole, illustrerer hvad der skete:
Stormen tudede gennem gården og Østersøen buldrede udenfor digerne.
Kl 07.30 om formiddagen brød vandet gennem digerne nordøst for gården og væltede med voldsom kraft ind mod denne, som det nåede kl. 08.00. Gården lå nemlig forholdsvis højt. Vi søgte op på stuehusloftet, men da væggene i bindingsværket allerede begyndte at falde ned, da vandet stod 1 alen højt i gården, var der fare for, at tømmerværket ville vælte; der var nemlig ingen vægt på loftet til at holde stolperne nede. Så gik vi ned for at komme op på kostaldloftet. I porten væltede vi en del hø ned for at sætte stigen op på det; ellers kunne den ikke nå. Vi slap alle lykkelig og vel op: Røgteren var den sidste; han stod og holdt ved stigen, og lige som han var kommet op, kom der en vældig bølge, som slog ladeporten ind og tog stigen bort - et sekund senere, og røgteren var skyllet bort også - nu blev han reddet i sidste øjeblik. Denne bølge tog tillige en side med af kostalden, så vi måtte ty over på hestestaldloftet. Her var der havre på loftet til op mod tagvinduerne, og da havre som bekendt er tung, holdt den tømmerværket nede, så denne længe blev stående.
30 køer druknede, men en tyr havde sprængt sit bindsel og stod ovenpå en ko. Det var ikke just galant og egentlig ikke det, man venter sig af en tyr, men på denne måde blev han nu reddet. Hestene holdt sig svømmende, så de kunne få hovedet oven for vandet, der ellers kun stod en halv alen (ca 31cm) fra loftet. Vandet væltede væggene i svinehuset, just som vi var ved at kaste halm ned til svinene, som de kunne bjerge sig på. En lade, hvori der var rug forneden, drev til Marrebæk og et hæs drev til Bruserup, hvor det blev stående bag et hus.
Vi kunne nok kigge ud af vinduet i taget, men alt stod i fråde, så vi ingenting kunne se. Imidlertid begyndte vandet jo at synke, og kl. 02.00 om natten var det gået bort fra gårdspladsen, så min fader, Johan Lange, kunne gå ned og se, hvordan det stod til. Gården var imidlertid omringet af vand, så vi måtte blive på staldloftet til næste dag, den 14.; da kom Gdr Peder Larsen Suder fra Marrrebæk tillige med flere med en båd og sejlede os hjem til sig selv."
For Beboerne paa Bøtø blev det et rædselsfuldt Døgn. Saa godt som ingen naaede at redde sig op paa det faste Land, før Stormfloden kom.
Med rivende Hast steg og steg Vandet. I alle Gaarde og Huse tyede Beboerne op paa Loftet. Her Mærkede de hvorledes Vandet vaskede Væggene bort og fik Huset under dem til at skride sammen. Til sidst løftede Bølgerne Taget, og paa dette drev de stakkels Mennesker nu ud over Noret, der var et fraadende Hav.
I Jens Hansens gamle Gaard havde hele Husstanden - Mand, Kone, to Børn, to Tjenestepiger, en Karl og en Dreng - reddet sig op paa Høstænget, og paa dette sejlede de alle ud i Noret. Her skiltes Taget i to Dele. Paa den ene sad Familien og den ene af Pigerne. De omkom alle en efter en, først Konen, saa Børnene og Pigen. Til sidst red Jens Hansen alene paa en Planke, saa forsvandt ogsaa han.
De tre øvrige af Husstanden var fra den anden Del af Huset Vidner til den forfærdelige Kamp for Livet, men de var ikke i stand til at yde Hjælp.
For at undgå lignende oversvømmelser i fremtiden gennemførte regeringen i 1873 en digelov, som skabte faste rammer om digevæsenet. Samtidig påbød regeringen anlæggelse af et dige mellem Elkenøre og Gedser på Falsters østkyst af indtil 12 fods højde. Diget stod færdigt i 1875. Loven bestemte også, at der der skulle udpeges en bestyrelse til at lede digebyggeriet på Falster samt sørge for den nødvendige vedligeholdelse og opkræve de nødvendige bidrag fra de ejendomme som blev beskyttet af diget.


Tilbage til forsiden

Øjenvidne skildring