Middelalderen.
Landbirkerne kunne i middelalderen henføres til tre klasser:
1. De kongelige birker.
2. De gejstlige birker.
3. De adelige birker.
Kongelige birker:
Kaldtes de birker der blev oprettede på krongodset enten i Kronens egen interesse for at have et bekvemt liggende ting hvor Kronens fæstere kunde sagsøges eller på grund af det pågældende områdes afsides beliggenhed og den deraf flydende retsløshed. I slutningen af middelalderen var antallet af kongelige birker vist nok ret stort.
Gejstlige birker:
Der oprettedes på biskoppernes, kapitlernes og klostrenes godser kendes i hvert fald siden 13. århundrede og blev også med tiden ret talrige. Derimod fandtes der før reformationen kun få adelige birker af hvilke de ældste måske først stammer fra Christian 1.s tid. De adelige godser bestod endnu som regel af strøgods og kunne derfor ikke oprettes til birk. Både de gejstlige og de adelige birker hvilede i almindelighed på kongelige privilegier,-- for de gejstliges vedkommende er hjemlen dog ingenlunde altid klar, undertiden har man vist nok på egen hånd udvidet den retsudøvelse som kirken udøvede over gejstligheden til også at omfatte fæstere på kirkegodset. Privilegierne gik i øvrigt ud på, at vedkommende godsejer måtte have et birk på sit gods (hvad der skulle henhøre under birket angaves altid nærmere) og at der inden for dette birk måtte holdes et særligt birketing for hvilket birkets beboere skulle svare. Den birkeberettigede kunne ikke selv dømme på birketinget, men havde ret til at beskikke dommeren (birkefogeden).
Adelige birker:
De fra ældre tid stammende adelige birker opretholdtes ved adelens privilegier af 24. juni 1661 § 22, og få år efter blev der ved privilegier for greverne og friherrerne af 25. maj 1671 tillagt alle lensbesiddere birkeret. Da retten til at eje jordegods imidlertid ikke længere var forbeholdt adelen og der således var mulighed for at birkeret ved overdragelse kunne komme i hænderne på borgerlige, blev det ved Danske Lov 5-3-20 og 21 udtrykkelig bestemt at sådan ret, bortset fra særligt privilegium, kun kunne udøves af adelige eller med adelen lige privilegerede idet vedkommende skulle være i besiddelse af en komplet sædegaard. Disse bestemmelser medførte vist nok at enkelte af de ældre birker forsvandt men på den anden side gav ikke blot oprettelsen af len men også det store krongodssalg anledning til fremkomsten af ny adelige birker. Disses antal må således antages at være blevet stærkt forøget i slutningen af det 17. århundrede og også i det 18. århundrede var det længe jævnt stigende så at det til tider nåede op omkring 120. Sidst i århundredet indtrådte der imidlertid et omslag. Både på grund af de forpligtelser som birkeretten medførte for birkeretsindehaveren og som med tiden blev byrdefuldere og fordi det begyndende bortsalg af fæstegodset formindskede interessen i birkernes opretholdelse, foretrak nu mange godsejere frivilligt at opgive deres ret og samtidig begyndte de uheldige sider ved birkeretten stærkere at tildrage sig lovgivningens opmærksomhed og førte efterhånden indskrænkninger i den.
Renæssancen:
Efter reformationen gik de gejstlige birker over til Kronen (sammen med godset) og blev, for så vidt de ikke nedlagdes, omdannede til kongelige birker. Der oprettedes desuden adskillige nye adelige birker, undertiden i forbindelse med at krongods, der havde dannet birker, ved mageskifte eller på anden måde overdroges til adelige. Dog var det stadig meget langt fra at alle adelige godsejere havde birkeret. I tiden nærmest før 1660 var dette måske kun tilfældet med noget over 50. Det samtidige antal af kongelige birker kendes ikke sikkert men det var formentligt ret stort.
Under enevælden:
For at forbedre embedsmændenes lønningsforhold begyndte man imidlertid kort efter 1660 at sammenlægge herrederne til større retsenheder og samtidig nedlagdes de fleste af de kongelige birker idet disse forenedes med de herreder inden for hvis område de lå. Nogle vedblev dog at bestå således Amager, Sorø, Hammershus, Fejø, Fanø, Læsø og andre eller forvandledes ved krongodssalg til private birker hvorved enkelte af de ved sammenlægning af herreder og birker fremkomne nye retsområder selv fik navn af birk. Under Frederik 4. oprettedes der dernæst kongelige birker på samtlige rytterregimentsdistrikter hvorved flere herreder helt opslugtes men af disse forsvandt en del atter ved ryttergodsets senere salg.
Enkelte blev dog bestående og har eksisteret op i det 20. århundrede,- således København's birk (senere delt i Nordre, Søndre og Frederiksberg birk), Frederiksborg birk, Kronborg birk (senere delt i Østre og Vestre Kronborg birk), Antvorskov birk, Vordingborg birk (senere delt i Nordre og Søndre birk) og andre.
Afviklingen:
Efter at der allerede tidligere var gjort tilløb i denne retning blev det således ved Forordningen af 3. Juni 1809 bestemt at birkeret ikke blot ikke for fremtiden kunne ventes tilstået ved noget nyt benådningsbrev.
Den skulle selv hvor den bestod,- kun bevares for den daværende indehaver og hvis han var adelig, for hans ægte (agnatiske) arvinger, hvorimod den aldrig skulle nedarves på arvinger i sidelinien og aldrig medfølge ved overdragelsen af et gods. Trods disse bestemmelser og de ikke få frivillige opgivelser fandtes der endnu 1848 40 adelige birker og først Grundloven af 1849 § 97 bragte helt den private birkeret til ophør idet den delte skæbne med andre adelige forrettigheder. At birkeretten gik tabt betød nu vel i og for sig ikke andet end at birket fra et adeligt omdannedes til et kongeligt birk men som oftest blev følgen dog selve birkets nedlæggelse, om ikke straks, så ved de daværende embedsmænds afgang. Enkelte af de tidligere adelige birker blev dog opretholdte men de indtog nu lige så lidt som andre kongelige birker nogen særstilling men kunne i alle henseender jævnstilles med herrederne. I løbet af det 20. århundrede forsvandt birk som retsbegreb og erstattede af retskredse.