Tilbage til forsiden
Danmark bliver til
For at danne sig en forståelse af hvorfor og hvordan  Danmarks bebyggelse ligger som de gør er det vigtigt lige at tænke over hvorledes det hele startede...
Om danernes oprindelse kan kun gisnes. Nogle kilder taler om at danerne udgik af Sveas rod: at de vandrede ind fra Sverige. Hvis det er tilfældet så har de ikke fortrængt den oprindelige befolkning men har måske som en herskende klasse lagt de indfødte under sig og fortrængt den indfødte kultur. Danernes første konge hed Chlochilaicus, fortæller en krønikeskriver fra 590 e.Kr. Noget tyder på at Danmark på dette tidspunkt var præget af større herskabsområder eller høvdingedømmer og måske var det allerede ved at være et samlet kongerige.
Vi ved, at vikingerne hærgede løs i 793 fra skriftlige kilder om at klostret Lindisfarne blev plyndret af dem. De næste 250 år dominerede de skandinaviske vikinger store dele af Nordeuropa takket være deres hurtige og sødygtige langskibe. Vikingernes skibe bragte dem til Amerika i vest og Det Kaspiske Hav i øst. Vikingerne plyndrede ikke kun men handlede også i stor stil. Bl.a. hentede de trælle i Østeuropa og solgte dem i vest.
De koloniserede og bosatte sig også i Normandiet og på Island og de besatte store dele af England og gennemførte dansk lov (Danelagen) i området. Gorm den Gamle der døde i 958 regner vi for den første danske konge. Hans søn Harald Blåtand skrev det på Jellingstenene hvor Harald også brystede sig af at have "gjort danerne kristne ca år 960.Vikingerne kom i tæt kontakt med andre folk og kulturer og det var uundgåeligt at de ville komme i kontakt med den hastigt voksende monoteistiske religion kristendommen. Historikere mener at engelske missionærer allerede omkring 700 forsøgte at omvende de asatroende daner. Andre missionærer fortæller også hvor svært det var at vinde gehør hos de ugudelige vikinger. Det var missionæren Ansgar der fik held til at oprette en kirke i landet og sågar i vikingernes største by,- Hedeby. Men Ansgars projekt måtte opgives og æren for at kristne danerne tilfaldt den tyske missionær Poppo der hundrede år senere (omkring 960) døbte kong Harald Blåtand ved Poppostenen. Om det skyldtes Haralds sande religiøse følelser er usikkert. Der var snarere tale om et forsøg på at beskytte sig under pavens og kristendommens kappe og undgå en hellig krig fra de sydeuropæiske lande. Men den nye religions fredsbudskab bremsede ikke vikingernes krigs- og erobringstogter. Svend Tveskæg underlagde sig omkring år 1000 store dele af Norden og derefter resten af England der havde gjort oprør mod den danske overmagt. Hans søn Knud den Store formåede en tid at konsolidere vikingeimperiet men tiden var ved at løbe fra vikingerne.
På denne tid var bebyggelsen kendetegnet ved omskiftelighed. Efter en kortere eller længere tid blev bebyggelsen øjensynligt opgivet og nedlagt og indbyggerne flyttede til et andet sted - nogle gange i nærheden, nogle gange synes der at været sket en regulær omlokalisering under hensyn til andre ressourcer eller ressourceudnyttelser end tidligere. Dette var i udtalt grad tilfældet med datidens landsbyer. For disse kan ofte påvises hvorfra og hvorhen, landsbyens indbyggere flyttede - ofte inden for samme velafgrænsede område (nogenlunde svarende til senere tiders ejerlav). Men også for handelspladser synes der at været tale om begrænsede virkeperioder, hvorefter stedet faldt tilbage mens andre steder tog over i stedet.
 

Det begyndte med Vorherre.
Da kristendommen slog igennem som den førende trosretning i Danmark begyndte et omfattende kirkebyggeri. I værket "Historia Hammaburgensis Ecclesiae" (Den Hammaburgiske Kirkes historie) skrevet omkring 1075 opgjorde Adam af Bremen kristendommens gennemslagskraft således: "Den skønneste danske landsdel er Sconien hvorfor den hedder det. Sconien er svært væbnet med mænd, frugtbar på korn og rig på handelsvarer - og nu også fuld af kirker! Sconien har dobbelt så mange kirker som Seland,- nemlig 300, mens Judland kun skal have halvt så mange og Fun kun en trediedel". Dette indebærer at der i runde tal skulle have været henved 700 kirker i hele riget. Men da kirkebyggeriet var afsluttet var antallet snarere omkring 1600 kirker. De ældste kirker var af træ, men allerede i slutningen af 1000-tallet begyndte man at bygge kirker af sten. Det er påvist at stenkirkerne er bygget på trækirkernes sted. Det er ligeledes fastslået at kirkerne mange steder ligger med nogenlunde faste indbyrdes afstande,- omkring 3,5 km,-- hvilket vidner om en overordnet styring af kirkebyggeriet.

Landsbyerne
En følge af det omfattende kirkebyggeri (med tilhørende kirkegård) var at landsbyen måtte blive stedfast. Den jord kirken lå på var hellig og kunne ikke blot forlades. Kirkelandsbyernes urokkelighed faldt sandsynligvis sammen med en ændret driftsform, vangebruget (først tovangs-, siden trevangsbrug) og et nyt redskab, hjulploven der stillede større krav til trækkraften end den gamle ard og hvor et samvirke mellem landsbyens indbyggere derfor var en fordel. De ældste vidnesbyrd om anvendelse af hjulplove i Danmark, de højryggede agre, påtræffes i sen vikingetid/tidlig middelalder men formentlig gik der tid inden det nye redskabs fordele for alvor blev erkendt overalt i landsbyerne. Omkring år 1100 indførtes tienden som fast afgift til kirken og derved blev landbruget underlagt nye vilkår. Sandsynligvis stammer dyrkningsfællesskabet fra denne tid, ligesom sognet blev det oprettet som område, der skulle betale tiende til en given kirke og hvis indbyggere skulle gå til gudstjeneste og få forrettet dåb, begravelse og vielse i samme.
En bivirkning af at landsbyernes omflakkende tilværelse var afsluttet var at en del af det gamle område som havde indgået i "vandre-omdriften" nu kom til at ligge mere end de omkring 1000 m fra landsbyen hvor en fast virksom agerdrift kunne udøves.

Adelby
Da befolkningen synes at have været inde i en vækst betød dette at hvis eller når antallet af familier i landsbyen oversteg det der driftsmæssigt var mulighed for at indpasse,- kunne man oprette nye, mindre bebyggelser - torper - i disse yderområder. Desuden var det muligt at rydde områder med skov og krat som tidligere ikke havde været dyrket og her ligeledes oprette rydningsbyer.
En sådan udvikling synes i Danmark at have fundet sted i ældre middelalder og muligvis før. For Fyns vedkommende er det opgjort at godt halvdelen af landsbyerne var adelbyer, en trediedel torpbebyggelser og en tiendedel rydningsbebyggelser.
I Jyske Lov fra 1241 gaves bestemmelser der sikrede adelbyen (den landsby hvorfra udflytning var sket) ret til inden for 3 år at kræve torpen nedlagt og beboerne flyttet tilbage hvis den nye udflytterbebyggelse var til skade. I Eriks Sjællandske Lov fandtes bestemmelser om fordelingen af ødelagte torpers jord.
Landsbyerne virkede dog ikke i et tomrum: ejendomsforholdene lå bag meget af det der afgjorde deres skæbne gennem tiden.

Krongodset
Det danske samfund var langt ind i middelalderen et bygdesamfund. Det var indenfor landsbyen, herredet, syslet og til nød "landet" (dvs. landsdelen) at samfundslivet konstituerede sig og det var tinget, folkeforsamlingen,- fremmødet af alle "lovfaste" mænd indenfor det større eller mindre samhørende omraade der bestemte bygdens vilje i alle fællessager. Hver bygd udgjorde i virkeligheden et fast og afsluttet samfund. Her konstitueredes magtfordelingen efter egne love ud fra bygdens struktur og riget opfattes bedst som et løst konglomerat af en mængde sådanne små isolerede og næsten selvstyrende bygder.... Overalt var det høvdinger og stormænd der ledede." "Kongen var enhedsmærket for deres samfund, deres repræsentant overfor de omliggende samfund og vel ogsaa overfor de højere magter. Udviklingen i tidlig middelalder fremmede kongens anseelse,- herunder samvirket med kirken som en magtfuld samarbejdspartner,- fra Sven Estridsen over Knud den Hellige, Knud Lavard, Valdemar den Store og med Valdemar Sejrs kortvarige Østersøimperium som et første højdepunkt.

Det var kongemagten der samlede landet til en rige. I løbet af Valdemarstiden knyttedes landet sammen af et net af kongeborge lagt under hensyn til søruter og grænseegne truede af venderne: Skanderborg, Sønderborg, Nordborg, Hagenskov, Ørkil, Nyborg, Kalundborg, Vordingborg, Haraldsborg, Søborg, København, Helsingborg, Søvdeborg med flere, hvorved kongemagten bliver garant for landefreden både indadtil og udadtil. Kongen optrådte som lovgiver og som garant for retssikkerheden. Kongen støttede kirken og klostrene. Kongen ophjalp handelen og købstæderne. Kongen lod bygge alt fra fæstningsværker til vejbroer. Kongemagtens udøvelse blev ordnet indenfor lande og herreder det gamle ledingssystem afløst af skatter betalt efter jordtilliggendet til gårdene.
Kongemagtens økonomiske grundlag var jordejendom: kongelev (kongens embedsgods) og patrimonium (kongens arvegods fra familien). Kongelevet bestod af kongsgårde med tilhørende ejendomme og rettigheder. Under kongelevet hørte endvidere alle middelalderlige købstadsdannelser kommet til før 1140, ubeboede øer, halvøer, næs og skove (og siden de bebyggelser, der fremvoksede her) samt erobrede områder som Friesland, Bornholm, Rygen og Femern. Patrimonium-godset synes fortrinsvis at have bestået af storgårde, hvortil kom strøgods på Falster, Lolland, Sydlangeland, Vest- og Sydsjælland. For bønderne var ejendomsforholdet alene af betydning ved at afgøre til hvem og hvor afgifter skulle betales.

Hovedgårdene
Allerede i vikingetiden ses at gårde kunne have uens størrelse og i digtet "Rigs vandring" fortælles om et tredelt samfund bestående af en ufri stand (trællene) en fri bondestand og en stand af frie og særligt velhavende stormændene.
I det tidlige middelaldersamfund var det kongemagten der stod som den der sikrede freden og retsvæsenet og i Knud den Helliges gavebrev af 1085 bestod en stor del af gaven af jordegods som stormænd havde betalt kongen for at genkøbe deres fred. Kong Niels fik ret til bøderne for ledingsbrud hvilket vil sige at kongen indtog en ledende rolle i ledingsvæsenet.
Fra samme tid stammer princippet om at kongen ejer alt som ingen anden har udtrykkelig ejendomsret til (danefæ) desuden forstrande samt alle vrag der drev ind på stranden og i Kong Valdemars Jordebog fra omkring 1230 ses at store tidligere herreløse skovområder nu hørte under krongodset.
Det var imidlertid hirden der afspejlede kongens faktiske magt. Gennem hirdens udvidelse og omdannelse blev kongens magt formelt mangedoblet.
Fra i begyndelsen at have været kongens livgarden der fulgte ham på rejserne fra kongsgård til kongsgård begynder hirdmænd at optræde som kongens ombudsmænd, hans stedlige stedfortrædere i de enkelte herreder.
Omkring år 1200 skete der en forandring i ordningen af landets forsvar. Den tidligere ledingspligt der havde omfattet alle frie bønder blev nu indskrænket til en mindre gruppe idet andre bønder lagde sig ind under disse og dermed fritog sig fra ledingspligten. Til gengæld mistede de selvbestemmelsesretten og blev fæstere. Med tiden voksede skellet mellem herremænd og fæstere og befæstes i form af hovedgårde der fritoges for almindelig beskatning. I begyndelsen adskilte disse hovedgårde sig ikke fra fæstegårdene men med herremændenes tiltagende magt og rigdom tiltog også uligheden mellem hovedgårde og fæstegårde. Som følge af den tildelte skattefrihed for den jord der blev drevet af herremændene (eller rettere: på deres vegne) var det i disses interesse at få mest mulig jord omfattet af skattefriheden. Dette skete ved at omordne hovedgården således at den jord der ikke kunne drives af selve hovedgården i stedet blev lagt ind under og drevet som en brydegård (forvaltergård) mens fæstegårdene blev skåret ned til gårdsæder, der kun havde et beskedent jordtilliggende og kun knapt nok kunne brødføde den bosatte familie. I takt med, at jordsamlingen fortsatte under få men stadig større godser.
Denne bryde-gårdsæde-drift blev stadig mere udbredt. Man har opgjort at Hvideslægten på Sorø-egnen ejede mere end halvdelen af jorden mens selvejergårdenes andel udgjorde mindre end en fjerdedel.

Det var altså under Valdemar slægten at Danmark blev til eet rige og det var Valdemar Sejr der lavede den første kort registrering af ejendom der er opgjort i hans jordebog.







Landsbyerne var fra jernalderens begyndelse samlinger af langhuse med stald i den ene ende og boliger i den anden. De blev i keltisk jernalder omgivet af et fælles hegn fra romersk jernalder imidlertid af egne indhegninger ligesom der nu hørte flere bygninger til den enkelte ejendom. I løbet af romersk og germansk jernalder voksede gårdenes - og dermed tillige landsbyernes - størrelse betydeligt sideløbende med at der med ujævne mellemrum skete omflytninger (hvilket har givet anledning til betegnelsen "den vandrende landsby") lige som en del bygninger tydeligvis blev udskilt og anvendt til særskilte formål blandt andet håndværk.




Handels- og centralpladser kendes fra romersk jernalder, germansk jernalder og vikingetid. De mest kendte handelspladser  fra germansk jernalder og vikingetid er Hedeby ved Slien, Dankirke og Ribe ved Vadehavet, Lindholm og Sebbersund ved Limfjorden, Stentinget i Vendsyssel, Gudme på Fyn, Tissø, Boeslunde og Lejre på Sjælland, Sorte Muld på Bornholm, Slöinge og Uppåkra i Skåne, hvortil kommer Helgø og Birka i Mäleren, Kaupang ved Oslofjorden med flere. Kendetegnende er, at alle disse steder (fraset Ribe) opgives henimod vikingetidens ophør. De opstod i kraft af en fordelagtig beliggenhed for fjernhandel og af en handlekraftig stedlig leder eller ledelse men stod og faldt med denne og evnen til at fastholde handelen.

Videoer der fortæller om udviklingen fra middelalderens kongemagt til demokratiets styre i dag