FALSTER I HISTORISK TID

                                                Uddrag af Else - Marie Boyhus`s artikel.


I vikingetiden eksisterede der ikke noget stærkt og samlet Danmark. Det var nemmere at færdes til vands end til lands og for Lolland - Falster var handel og samkvem med landende og folkeslagene syd og øst for Østersøen lige så naturlig som med Sjælland og de øvrige dele af det danske rige.
Syd for Østersøen boede de slaviske folk som vi kalder Venderne og meget tyder på at Lolland - Falstringerne levede i tæt samhandel og sameksistens med disse folkefærd.
Dette levemønster blev brat afbrudt af Valdemar den Store i 1159, da han indledte de Vendiske togter.

Saxo Gramaticus skriver i den forbindelse, at Kongen ikke stolede på Lolland - Falstringerne og han havde vel i grunden heller ingen større grund til det. Man kan vende spørgsmålet om og spørge hvorfor Lolland - Falstringerne skulle stole på Kongen. Han var dog en nok så fjern person som byggede store fæstningsværker alle andre steder end der hvor de herboende folk kunne have gavn af dem og efterlod Lolland - Falster totalt åben mod et folk som de herboende havde levet i fred og harmoni med i århundreder og som han nu ønskede at gå i krig imod og drage Lolland - Falstringerne med ind i.
Krigstogterne bragte ufred og byrder ind i en verden som de syntes at trives godt i, så det er ikke så underligt at det kunne knibe med engagementet og uden den viden vi har i dag om Danskekongens sejre er det svært at bebrejde datidens herboende folk.

Ved indgangen til det 12´ århundrede var magtkampene omkring Østersøen overstået og Kong Valdemar den Store sejrede. Han bevarede sin magt, men kom iøvrigt ikke til at spille nogen større rolle i landområderne syd for Østersøen. Der havde den Tyske kolonisation allerede bidt sig fast og efterhånden blev, de for eftertiden nok så kendte Hansestader, etableret og de kom som bekendt til at dominere Østersøhandelen.

Lolland - Falster blev derimod inddraget mere og mere i det Danske administrative og politiske system, men blev dog stadig betragtet som yderkrogen af Danmark.
Det kan ses af de jordebøger som Kong Valdemar Sejr lod udarbejde over Kronens jordbesidddelser i Rigets yderpunkter. Der er jordebøger over Sønderjylland, Femern, Halland, Lolland og Falster og det er i disse bøger man finder bl. a. Falsterlisten som danner grundlaget for min gennemgang af Nørre Alslev`s sogne andetsted på min hjemmeside. Se under Nørre Alslev kommunes historie.

I 1200` tallet blomstrede handelen og Lolland - Falster kom ind i en rig periode, hvilket kan ses af de mange kirkebyggerier, 84 ialt. Rigdommen kom som så mange gange i historien fra kornhandel og der var et vældigt marked syd for Østersøen. Herremændene og Kirkerne handlede direkte på Tyskland og bønderne gjorde ligeså, når de havde mulighed for det. De udfragtede kornet på deres egne skuder og Købsteder og Kronen prøvede gang på gang at standse denne direkte handel, men det lykkedes ikke rigtigt for dem. Den Lolland - Falsterske bondekultur voksede sig rig.

Dengang som nu var det sådan at nogle evnede at tjene penge og skabe formuer og andre ikke og der begyndte at udvikle sig en standsforskel i det sociale lag. En adelstand begyndte at skille sig ud og eftersom der også begyndte urolige tider som følge af Kongens død i 1246, søgte bønderne beskyttelse hos adelsstanden. Beskyttelsen havde sin pris og mange bønder måtte opgive deres selveje og blive fæstebønder under de voksende Herregårde og den mere og mere magtfulde adel. De urolige tider gav udslag i urolige fæstere og et samtidigt skrift beretter om et almueoprør: Kådkarlene vare ganske galne med køller. Kådkarlene var folk der boede i hytter "kåde" og ikke havde råd til våben og derfor brugte køller. Det kunne gå ret heftigt til, således indtog sådan nogle kådkarle Kongens borg på Borgø i Maribo sø, og nedbrød den

Landbrugskrisen satte ind i 1320 og varede indtil det 14`århundrede. På Lolland øgede godsejerne deres besiddelser når de overtog fallerede bønders gårde og rigdomskoncentrationen blev opsamlet på stadig større godser. På Falster var det nogenlunde det samme bortset fra at det hér var Kronen der opsamlede de fallerede bysamfund og gårde.

Den danske Kongemagts nedtur kulminerede i Sakskøbing i 1331, hvor Christoffer d. 2. pantsatte Danmark til de Holstenske Grever og Danmark var egentligt "Ikke eksisterende" indtil Kong Valdemar Atterdag i 1340 gik i gang med at erobre og gensamle Danmark. Det lykkedes jo som bekendt for ham. I hans datter Dronning Margrethe d. 1. regeringsperiode fortsatte den positive udvikling og der var fred på Lolland - Falster og da sildemarkedet i Skåne begyndte at dø ud fik Lolland sit eget sildemarked på halvøtangen "albuen" ved Nakskov Fjord. Som det var i skåne, blev det også ved albuen. Der fulgte en vrimmel af fiskere, købmænd og godtfolk med og der kom flere til. Albuens betydning kan man aflede af at Kongen ofte holdt retterting hér og der er udstedt flere kongebreve herfra.

Sildemarkedet var et engros - marked og der handledes flittigt af både danske og tyske købmand, man da de tyske købænd også begyndte at drive detailhandel på stedet, udstedes der forbud mod denne handel, men det er nok tvivlsomt hvor effektivt forbudet har fungeret.

De urolige tider vendte tilbage i begyndelsen af det 15` århundrede, med den danske Kongemagts opgør med Hansestaterne og krigen varede frem mod 1510 - 11. Mange gårde og byer blev plyndret og nedbrændt og det var onde tider for alle. I samme virvar af krige udbrød også den Borgerkrig i Danmark som vi kalder Grevens fejde og dér slap Lolland - Falster heller ikke uskadt. Især Østlolland blev hårdt hærget og Herregården "Orebygård" blev angrebet og nedbrændt af almueoprørene. Under kampen blev Rigsråd Johan Oxe dræbt. I Frejlev blev bønderne så uenige med lensmanden om ejendomsretten over noget skov, at de dræbte hans ridefoged ved at knække hans ryg over en spids kampesten, der stadig bærer navnet "Knækkerygstenen."

Der er ingen vidnesbyrd om Reformationen på Lolland - Falster, men man kan se dens effekt, deri at kirkens omfattende godsbesiddelser kom under Kronen i løbet af det 15` århundrede og især på Falster øgedes Kronens besiddelser, så omkring 1588 var Falster kongeligt len. Kong Frederik d. 2. enke, Dronning Sofie, flyttede i 1594 sit enkesæde til det, af hende, nyrestaurerede Nykøbing Slot hvor hun drev sit virke til sin død i 1631.
I 16 - 1700` tallet fandt der mange mageskifte sted mellem den stadig stigende Adel og Kronen. Det blev skabt store godser og baronier og meget af krongodset blev privaticeret og det helt store udsalg holdt Kronen i 1766 ved den store krongodsauktion, hvor størstedelen af Falster blev solgt til 7 storgodser/herregårde.
Året efter blev Nykøbing Slot solgt til nedrivning.

I 1658 brød krigens rædsler frem igen i form af Svenskekrigene, der var særdeles hårde mod Lolland - Falster, h vor hele byer blev plyndret og afbrændte og efterfølgende fik flere af de større byer særlige vilkår for at kunne overkomme en genopbygning.

I løbet af 1700 og 1800 tallet blev hele landbrugsstrukturen omlagt og det var ikke mindre end en dramatisk revolution. Landsbygårdene blev udflyttede og husbyggeri påbegyndtes i det, der blev den totale omlægning af by og landbrugsvirkemåden.
Indtil nu havde landsbyen været samdrevet og gårdene var drevet ved fællesbrug og alle var ansvarlige for landsbyens vel. Nu omlagde man driften til en individuel gårddrift, hvor hver gård havde sine jorder og derfor foretrak bønderne efterhånden at udflytte deres gårde til deres egen jord, hvilket både var mere praktisk og økonomisk. Udskiftningen, som omlægningen kaldes, blev relativt hurtigt overstået her på Falster. Langt de fleste af landsbyerne var udskiftede inden 1800 og alle var det inden 1810. Selve udflytningen af gårdene tog noget længere tid.




Tilbage til forsiden